John Myers
Bitre abrikoskerner indeholder en cyanbrinte-prækursor: amygdalin. Når det metaboliseres, bliver amygdalin til blåsyre. Dette bør ødelægge kræftceller, men ikke røre ved raske celler. Derfor cirkulerer der igen og igen rapporter om mennesker, der siges at have helbredt sig selv for kræft med bitre abrikoskerner. Samtidig advares mod selvbehandling med abrikoskerner indeholdende amygdalin, da det kan føre til akut eller gradvis blåsyreforgiftning.
Læger amygdalin fra abrikoskerner kræft?
Paul Reid modtog nyheden om, at han havde terminalt lymfom og omkring fem år at leve. Paul Reid var klar til at kæmpe. Hans foretrukne våben: Bitre abrikoskerner. Han nægtede kemoterapi, spiste tredive abrikoskerner (indersiden af kernen) om dagen og er stadig i live i dag, tretten år efter sin diagnose, i live og rask. De usædvanlige succesrapporter med amygdalin eller bitre abrikoskerner lyder noget som dette.
Bitre abrikoskerner indeholder forstadier til blåsyre
Bitre mandler, æblekerner eller bitre abrikoskerner indeholder amygdalin. Dette er et cyanogent glycosid og dermed en forløber for blåsyre. Hvis der spises fødevarer med cyanogene glykosider, dannes blåsyre eller blåsyreforbindelser (cyanider) i kroppen.
Nogle mennesker spiser nu bevidst og regelmæssigt store mængder bitre abrikoskerner for at helbrede eller forebygge kræft – selvom folk advares mod at spise disse kerner. Ifølge Federal Institute for Risk Assessment bør du ikke spise mere end 2 bitre abrikoskerner om dagen, og børn må slet ikke spise nogen kerner.
Så hvordan kom nogle mennesker på ideen om at spise frø (som anses for at være giftige) og håbe på at helbrede sig selv for de mest alvorlige sygdomme?
Abrikoskerne Amygdalin – Vitamin B17 – Laetrile
Amygdalin kaldes ofte også laetril eller vitamin B 17 og er ikke i sig selv giftigt. To af dets nedbrydningsprodukter er giftige: cyanid og benzaldehyd. Mens benzaldehyd også er indeholdt i hvidvin, hvor det i høj grad er ansvarlig for dets aroma og kun siges at være sundhedsskadeligt i højere doser, anses cyanid for meget giftigt selv i de mindste doser. Men det siges, at cyanid kun er giftigt for kræftceller. Hvordan ved amygdalin, at det kun kan forgifte kræftceller?
Dræber Amygdalin fra Abrikoskerner kun kræftceller?
Amygdalin ved ingenting. Kræftcellerne er tilsyneladende skyld i deres egen død. Kræftceller elsker sukker. Udover cyanid og benzaldehyd indeholder amygdalin også to sukkermolekyler (glukose). Så snart amygdalin dukker op i kroppen, genkender kræftcellerne sukkeret i det og vil have det. Så de skiller amygdalinen ad for at få de to sukkermolekyler. Dette frigiver dog også cyanid og benzaldehyd, som nu fører til kvælning af kræftcellen.
Er sunde celler ikke truet af amygdalin?
Det hævdes dog, at raske kropsceller ikke optager amygdalin, da kun kræftceller indeholder enzymet beta-glucosidase, der kræves til dette formål. Dette enzym nedbryder amygdalinforbindelsen og frigiver dødelige toksiner i kræftcellen. Enzymet bør dog også findes i selve abrikoskernerne og i menneskets tarm, så visse mængder amygdalin stadig kunne komme ind i raske celler.
Mange kropsceller indeholder dog også et andet enzym. Det kaldes rhodanese og kan afgifte blåsyre. Kræftceller indeholder ikke rhodanese, hvorfor blåsyre skader kræftceller, men ikke sunde kropsceller. Dette er dog nu blevet modbevist. På den anden side siges det, at det regelmæssige forbrug af amygdalin eller amygdalinholdige kerner kan føre, om ikke for akut, så til gradvis cyanidforgiftning, altså blåsyreforgiftning.
Historien om amygdalin fra abrikoskerner
Amygdalin opnåede en vis berømmelse allerede i 1952. På det tidspunkt var Dr. Ernest Krebb og Dr. John Richardson intensivt med amygdalin i kræftbehandling. Dr. Krebb udtog amygdalin fra bitre abrikoskerner og forberedte det, så det kunne injiceres i kræftpatienter. Ja, han siges at have sprøjtet sig selv for at demonstrere sikkerheden ved amygdalin. dr. I mellemtiden siges John Richardson at have helbredt flere kræftpatienter i San Francisco med amygdalin.
Undersøgelser med amygdalin
Senere i 1970'erne blev der udført forskellige undersøgelser af amygdalin på New Yorks Memorial Sloan-Kettering Cancer Center (MSKCC), det største private cancercenter. Forskeren Kanematsu Sugiura fandt ud af, at selvom amygdalin ikke kan ødelægge den primære tumor, kan det tilsyneladende ødelægge metastaserne - i hvert fald hos mus. Selvom succesen med disse eksperimenter – ifølge officielle udtalelser – aldrig kunne gentages af andre forskere, og derfor heller ikke resultaterne af Sugiuras eksperimenter burde offentliggøres, nåede budskabet om "kræfthelbredende" amygdalin stadig offentligheden og vakte stor opsigt. .
Amygdalin-studier på Mayo Clinic
Samtidig var Mayo Clinic i Rochester/Minnesota i gang med kliniske undersøgelser med amygdalin. De fleste af de deltagende patienter led af fremskreden kræft. De fleste af dem havde allerede gennemgået kemoterapi og strålebehandling, hvilket ikke havde bragt nogen succes. Efter administration af amygdalin siges kræftprocessen at være stabiliseret hos 70 procent af patienterne inden for tre uger. Men så kunne effekten af amygdalin ikke længere spores, og kræften fortsatte.
Amygdalin er forbudt
Set i bakspejlet viste det sig, at man i denne undersøgelse på den ene side brugte det næsten inaktive isoamygdalin, og på den anden side blev terapien efter de første tre lovende uger pludselig skiftet fra intravenøs amygdalin til oral amygdalin i stedet for at blive liggende. med den intravenøse administration. Som følge heraf blev amygdalin forbudt af den amerikanske sundhedsmyndighed FDA.
Amygdalin i dag
I dag bruges amygdalin kun af meget få læger, fx B. i Contreras Clinic i Tijuana/Mexico, hvor amygdalin har været en vigtig del af kræftbehandlingen i 25 år. Lothar Hirneise skriver i sin bog "Kemoterapi helbreder kræft og jorden er flad", at han personligt interviewede læger og patienter på Contreras-klinikken og hørte om gode erfaringer. Hirneise påpeger dog også, at amygdalin skal indgives intravenøst, da det er meget usikkert, om amygdalin virker, når det tages oralt. For at opnå den nødvendige dosering ad oral vej, skal man indtage store mængder. Disse kunne dog hurtigt overvælde mave-tarmkanalen.
Ikke kun amygdalin
Så den nederste linje er, at amygdalin fra bitre abrikoskerner bestemt ikke kan udføre mirakler, og kernerne kan også være skadelige afhængigt af amygdalinkoncentrationen - der (som det er normalt med naturlige produkter) kan svinge. I Reids tilfælde kan hemmeligheden ligge i den rigtige kombination af forskellige tiltag. Fordi Paul Reid ikke bare spiste 30 bitre abrikoskerner om dagen. Han gjorde meget mere! Han ændrede sin kost fuldstændigt og har været veganer og 75 procent raw food siden sin diagnose. Derudover gennemførte han et omfattende tyktarmsrensningsprogram og helligede sig bøn. Paul Reid mener, at denne kombination af tarmrensning, en ernæringsrig kost, abrikoskerner rige på amygdalin og hans urokkelige tro reddede ham.
Bemærk: Man må selvfølgelig ikke efterligne Paul Reid, for abrikoskerner – som forklaret i teksten – anses for at være giftige, og tilsyneladende har flere allerede lidt af forgiftning. Hvis du stadig ønsker at spise bitre abrikoskerner, så tal med din læge eller naturlæge.
